Retorik
Retorik (fra oldgr%C3%A6sk ρήτωρ, rhētōr) kan forstås som:
1. Det at udtrykke sig sprogligt for at overbevise andre (retorik som aktivitet). Retorik som aktivitet er en grundlæggende menneskelig foreteelse og kan altså iagttages i alle kulturer til alle tider.
2. Den kunst, der studerer og beskæftiger sig med sproglig overbevisning, herunder stilistik, argumentation og æstetik (retorik som fag). Retorik som fag er en specifik historisk tradition, som knytter sig til bestemte kulturer i Europa og disse kulturers kolonier, især i Nordamerika. Det er i oldtidens Athen (i det 4. århundrede f. Kr.), man først begynder at diskutere overbevisningens kunst under denne betegnelse.
3. I dagligsproget bruges retorik ofte om sproglig form i modsætning til indhold ("det er bare retorik", "tom retorik"). Denne brug går dels tilbage til den klassiske konflikt mellem retorik og filosofi (Platon) og dels til romantikkens dyrkelse af det naive og ukunstlede udtryk.
Retorik i dag
I dag er retorik en akademisk disciplin på linje med andre humanistiske fag, og moderne retorik beskæftiger sig ikke kun med sproglig, men med alle former for overbevisning. Eksempelvis visuel retorik.
Ligesom i andre fag diskuterer retorikforskere indbyrdes fagets mål, metoder, teorier, historie og identitet. Lige nu (2005) samler interessen sig om to spørgsmål: for det første om, i hvor høj grad man kan sige, at individet taler sproget, og i hvor høj grad det er sproget, der taler individet. Altså en diskussion af sammenhængen mellem sprog og person, og hvilke konsekvenser denne sammenhæng har for retorikundervisning og retorisk kritik. Og for det andet spørgsmålet om, hvorvidt retorik har/bør have en etisk dimension, samt hvad en sådan dimension i givet fald indebærer/bør indebære. Denne diskussion handler i høj grad om retorikfagets rolle i demokratiet og er særligt relevant i Danmark, da retorik er et gymnasiefag fra og med august 2005.
Det klassiske retoriske system
De tre talegenrer:
- 1. genus judiciale (γένος δικανικόν), på dansk almindeligvis juridisk tale eller retstale: behandler, om en ting er sket eller ikke er sket
- 2. genus deliberativum (γένος δημηγορικόν), på dansk almindeligvis deliberativ tale eller politisk tale: behandler, om noget skal gøres eller ikke skal gøres
- 3. genus demonstrativum (γένος ἐπιδεικτικόν), på dansk almindeligvis epideiktisk tale eller lejlighedstale: roser eller dadler en person eller ting
De fem arbejdsfaser:
- 1. inventio (εὕρεσις): argumenter fremfindes (topik)
- 2. dispositio (τάξις): talen disponeres
- 3. elocutio (λέξις): talen formuleres og udsmykkes stilistisk
- 4. memoria (μνήμη): talen læres udenad
- 5. pronuntiatio (ὑπόκρισις): talen fremføres
Talens dele:
- 1. exordium (προοίμιον): indledning
- 2. narratio (διήγησις): redegørelse for sagen
- 3. divisio (πρόθεσις): sagsforholdet
- 4. argumentatio (πίστις): bevisførelse
- 5. peroratio (ἐπίλογος): afslutning
De fire staseis (sagsstillinger):
- 1. status conjecturalis / constitutio conjecturalis (στοχασμός): om gerningen blev begået
- 2. status definitivus / constitutio definitiva (ὅρος): hvilken gerning der blev begået
- 3. status generalis / constitutio generalis (ποιότης): hvordan gerningen skal bedømmes
- 4. status translativus / constitutio translativa (μετάληψις): om sagen overhovedet skal bedømmes ved den pågældende instans
De tre stillejer:
- 1. genus subtile (χαρακτήρ ἰσχνός): den enkle stil, bruges til belæring og argumenter (docere et probare)
- 2. genus medium / mixtum (χαρακτήρ μέσος/μικτός): den mellemste stil, bruges til at behage og fornøje (conciliare et delectare)
- 3. genus grande / sublime (χαρακτήρ μεγαλοπρεπής/ὑψηλός): den ophøjede stil, bruges til at bøje og bevæge (flectere et movere)
De fem stilkvaliteter:
- 1. Latinitas (Ἑλληνισμός): korrekt sprog
- 2. perspicuitas (σαφήνεια): tydelighed
- 3. aptum (πρέπον): passende ordvalg
- 4. ornatus (κόσμος): smukt sprog
- 5. brevitas (συντομία): kortfattethed