Dagsorden

Fra Leksikon.org:

En dagsorden er en liste over de sager, der skal behandles på et foreningsmøde og den rækkefølge de skal behandles i. Dagsordenen bliver foreslået af mødeledelsen ved mødets begyndelse, og vedtaget eller forandret ved almindelig flertalsafstemning. Den kan forandres undervejs, hvis der opstår tidsnød. Det er almindeligt, at første punkt på dagsordenen er referatet fra foregående møde, måske suppleret med referater af hvad foreningen har foretaget sig siden sidste møde. Sidste punkt er gerne «Eventuelt», hvor deltagerne på eget initiativ kan tage sager op i den udstrækning foreningens vedtægter giver mulighed for det.

I en noget bredere betydning omfatter dagsorden også de andre formelle sider af afviklingen af mødet, så som debatorden og valgorden. Alle indlæg omkring disse formelle spørgsmål kaldes «indlæg til forretningsorden» og holdes adskilte fra debatten om de konkrete sager, der står på dagsordenen. Et sikkert tegn på at en forening er i færd med at forfalde er, når dagsordendebatter får større betydning end de sagsrettede debatter. Debatorden omfatter begrænsning af taletiden for hvert enkelt indlæg; Afslutningen af debatten om en bestemt sag («lukke talerlisten»), gerne med adgang til at tegne sig i løbet af et bestemt indlæg; Adgangen til at komme med replikker udenfor talerlisten; o.l. Valgorden omfatter både selve afstemningsteknikken (håndsoprækning, skriftlig afstemning o.l.) samt afstemningsrækkefølgen.

Selv om dagsordenen formelt set vedtages af mødedeltagerne, vil foreningsledelsen i praksis have let ved at få sine forslag igennem. Dette har både fordele og ulemper. Den store fordel ved en fast og vel forberedt mødeledelse er, at den giver mødet anledning til at anvende sin - ofte knappe - tid til at diskutere saglige spørgsmål og ikke spilde tiden på procedurespørgsmål. På den anden side har mødeledelsen gennem dens magt over dagsordenen en mulighed for at manipulere deltagerne. Ofte kan magten til at bestemme hvilke sager der skal på dagsorden være vigtigere, end magten til at få sin vilje igennem i de sager der er på dagsordenen. Særligt vigtig er magten over afstemningrækkefølgen, hvor ledelsen har stor mulighed for at påvirke udfaldet, ved at bestemme hvilke forslag der skal stilles op overfor hinanden. I sager hvor forslagene kan opstilles langs én dimension, fra «det mest yderliggående» til «det mindst yderliggående», opstår dette problem ikke. Derimod opstår det meget let, når forslagene i flere henseender adskiller sig fra hinanden, uden at der hersker almen enighed om, hvilken dimension der er den vigtigste. I dette tilfælde vil man da kunne få forskellige udfald, hvis man først stemmer langs den ene dimension og derefter langs den anden, end hvis man vælger den modsatte rækkefølge. I sådanne situationer er det ikke bare mødeledelsen, der kan forsøge at manipulere deltagerne. De deltagere der har bedst overblik over situationen kan også forsøge at manipulere de andre ved at stemme imod deres egentlige overbevisning langs én dimension, for derved at øge sandsynligheden for at de får deres vilje i den anden - for dem - vigtigere dimension.