Civil ulydighed

Civil ulydighed – en kort introduktion

Denne tekst er en kort og kæk introduktion til begrebet civil ulydighed. Teksten er skrevet af en nordmand, og tager derfor udgangspunkt i civil ulydighed i Norge, men de fleste eksempler er internationale eller almene, så den skulle nok kunne bruges her hjemme.

Civil ulydighed – en kort introduktion

Af Kjersti Album.

Indledning

I denne artikel giver jeg en kort introduktion til hvad begrebet civil ulydighed indebærer, hvilke principielle og moralske dilemmaer vi i den forbindelse støder på, og lidt historie. Det er meget åbne spørgsmål, ikke alle med tydelige svar.

Det er passende at begynde med at sige lidt om terrorbalance. Hvad er det der gør at regeringen har så meget magt? Det er at vi (de fleste af os) godtager ordningen med folketingsvalg og at folketinget så vælger nogle til at repræsentere os. Læreren har magt fordi at vi vælger at høre på hende i stedet for at gå vores vej. Jeg kritiserer ikke dette, pointen er at magt bygger på samarbejde.

Vi kan tage nogle eksempler. I slutningen af 1800-tallet var arbejderne langt nede i samfundshierarkiet, de havde ikke meget magt og dårlige vilkår. De tog magt ved at stoppe med at samarbejde, ved at strejke. Således forbedrede de deres position i samfundet.

Under anden verdens krig, nægtede norske lærere at undervise i nazi-propaganda. Dette gjorde det sværere at nazificere landet. Selvom det var nazisterne der havde magten i landet, bestemte lærerne over hvad de ville fortælle eleverne, og tog dermed magt over deres egen situation. Vi skal se at demokratiet og vores samfund er blevet udviklet meget ved at folk, har undladt at samarbejde, nogen gange.

Hvad indebærer civil ulydighed?

Den første som forsøgte at definere begrebet civil ulydighed var Henry David Thoreau I essayet ”Civil Disobedience” i 1849. Thoreau nægtede at betale skat i protest mod slaveriet. Her er et lille uddrag af hvad han skrev:

”Må borgeren nogle gange for et øjeblik eller aldrig det mindste, overlade sin samvittighed til lovgiveren? Hvorfor har så hvert menneske en samvittighed? Jeg mener at vi først og fremmest bør være mennesker, dernæst undersåtter. Det er vigtigere at nære respekt for retfærdigheden end for loven. Den eneste forpligtigelse jeg har ret til at pålægge mig, er at gøre hvad jeg til enhver tid finder rigtigt. Det siges med rette at en sammenslutning mangler samvittighed, men en sammenslutning af samvittighedsfulde mennesker er en sammenslutning med samvittighed. Selve loven har aldrig gjort mennesket stort mere retskafne, og selv velmenende mennesker gør sig, på grund af deres respekt for loven, dagligt til redskab for uretfærdigheden”.

Det er alligevel Mohandas K. Gandhi som har betydet mest for ikkevoldelig, folkelig modstandskamp. Han førte en ikkevoldskamp i Indien i 1930-erne. Gandhi talte om ikkevold i tanke, ord og handling. For ham var civil ulydighed ikke nogen let smutvej til at ændre verden. Som andre politiske metoder kræver civil ulydighed tålmodighed og omtanke, og både målet og handlingen måtte have en grundlæggende moralsk forankring, mente Gandhi. Der findes mange bøger om Gandhi som kan lånes på biblioteket, af dem som vil høre mere om ham.

Det er vigtigt at gøre sig klart at civil ulydighed, ikke nødvendigvis behøver at være sådan som vi normalt tænker på det, som Alta-aktionen og andre miljøblokader. Sådanne aktioner er en del af en tradition. I vores sammenhæng kan vi sige at civil ulydighed er en ikkevoldelig handling som åbenlyst er i strid med eller på kanten gældende lov, som gøres i fuld offentlighed og hvor hver deltager har en personlig moralsk overbevisning om at de handler rigtigt. Kortere kan man sige at civil ulydighed er når man bevist bryder en lov, under givne kriterier, for at opnå noget politisk.

Nogen gange er formålet med civil ulydigheds aktioner, først og fremmest at påvirke opinionen, eller at sætte fokus på en sag. Andre gange er aktionens mål, fysisk at forhindre, gennemføringen af en beslutning.

Kriterier for civil ulydighed.

For at en handling eller aktion skal være civil ulydighed, opstiller vi nogle krav. Disse er de absolutte, som der er stor enighed om.

• Det skal være en ulovlig handling. Mange aktioner er lovlige, men så er de ikke civil ulydighed. Det er også indenfor kriteriet at det er et normbrud.
• Handlingen skal være offentlig. Det skal ikke være hemmeligt, hvem der gør det, og hvorfor de gør det. Det ville også være ret meningsløst. Pointen med civil ulydighed er at skabe debat, og bringe en sag frem i lyset, og så må man være synlig. Graden af åbenhed kan selvfølgeligt diskuteres, og det er noget der til stædighed diskuteres af dem der anvender civil ulydighed.
• Handlingen skal være ikkevoldelig. I forhold til det moralske, fokuserer ikkevold mere på midlet og mindre på sagen end vold gør.
• Deltagerne skal have en moralsk overbevisning om at de handler rigtigt. Alle der deltager skal selv have vurderet dette, og tro på det de gør. Det betyder ikke at alle skal have læst tykke bøger på et fremmed sprog om emnet, men at have gennemtænkt det de gør.

Nogen har andre krav med. Selv mener jeg at det er vigtigt at handlingen skal være begået ud fra ønsket om at ville forandre samfundet. Det er jo udgangspunktet for handlingen. Nogen mener at man skal have prøvet andre metoder først, eller at man skal tage straffen og ikke forsøge at ”luske sig udenom”

Principielle moralske dilemmaer.

Det sker at aktivister får spørgsmålet om ikke civil ulydighed er en trussel imod demokratiet. Det kan, nogen gange virke lidt latterligt at femten aktivister blokerer en vej, og bliver båret bort af tredive politifolk. Men det er ikke til at komme udenom, at det at bryde loven er et meget stærkt politisk virkemiddel. Nogen af de vigtigste af de grundlæggende rettigheder i vores demokrati er blevet tilkæmpet, ved at folk ikke har samarbejdet, ved at de udøvede civil ulydighed. Allerede grundloven som for mange er selve symbolet for demokratiet, blev grundlagt gennem civil ulydighed. Den enevældige konge gav selvfølgeligt ikke lov til at dannelsen af en grundlovsgivende forsamling. Og vi har tidligere hørt om arbejderne der brugte civil ulydighed i deres kamp for retten til organisering, og bedre arbejdsvilkår.

I Sydafrika blev Apartheid-regimet styrtet efter en langvarig kamp med civil ulydighed. Mange mente at det var ok at bryde loven, når staten der var så undertrykkende. Til dem kan vi spørge, hvor går grænsen. Hvor undertrykt skal man være? Hvornår er demokratiet godt nok? Et demokrati skal være i stadig udvikling. Mange begrunder deres modstand imod civil ulydighed med at”det er en lovligt gennemført vedtagelse i sin yderste konsekvens betyder det at vi ikke engang kan protestere på lovlig vis. Vi må tænke selv. Tænk hvad der var sket hvis ingen havde stillet spørgsmålstegn ved lovlige beslutninger? Så havde det været svært at få ændringer.

Danske aktioner

Danske aktioner som har indbefattet civil ulydighed.

• Aktion G13 starten af oktober 2007
• Luk Lejren 25. oktober 2008