Danmarks Kommunistiske Parti/marxister-leninister

Da det i 1978 kommer til et brud mellem Kina og ALbanien, tager både KS(ml) og MLF stilling for Albanien og mod Kina. Samtidig udvider de kampen mod 'teorien om tre verdner' til at omfatte maoismen som helhed. Med dette udgangspunkt går de to organisationer sammen om at stifte DKP/ml, som skete på en stiftene kongres den 30.-31.december 1978.

Samtidig går KAP på få år i opløsning for til sidst helt at forsvinde. Fra midt 1980'erne er DKP/ml reelt den eneste organiserede kommunistiske kraft til venstre for DKP.

DKP/ml vedtog på sin første kongres sit første program. Sammen med beretningen til kongressen stadfæstede programmet en række vigtige marxistisk-leninistiske principper og rejste kampen mod den moderne revisionisme. Det definerede den danske revolutions karakter og opstillede partiets strategiske mål: at styrte kapitalismen gennem arbejderklassens voldelige revolution, opbygge et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur og føre kampen igennem til indførelse af det klasseløse kommunistiske samfund.

Den første kongres blev hovedsagelig anvendt til at konsolidere og rodfæste partiet, videreudvikle den politiske linje, optage nye medlemmer og påbegynde en landsudbygning med afdelinger i en række nye byer. Kun få måneder efter den første kongres stiftede partiet sit eget kommunistiske ungdomsforbund, KUF, som stillede sig den opgave at organisere og uddanne nye generationer af danske kommunister.

DKP/ml var fra sin stiftelse præget af venstresekteriske og dogmatiske fejl, som hæmmede dets udvikling. Disse fejl skyldtes til dels, at de kræfter, som gik sammen i DKP/ml, var relativt unge og politisk uerfarne. Men det skyldtes også, at DKP/ml fra første færd var kommet ud af den situation, som i almindelighed herskede på den danske venstrefløj på det tidspunkt.

Denne venstrefløj havde efter 'Studenteroprøret' i 1968 udviklet sig med en lang række indbyrdes stridende smågrupper og partier, som var under indflydelse af marxisme, maoisme, trotskisme, anarkisme og forskellige radikale modestrømninger. Stemningen på venstrefløjen var ikke for sarte sjæle. Man havde travlt med at bekæmpe, afsløre og afgrænse hinanden. Resultatet var stadige spaltninger og nye grupper og partier, som bekrigede hinanden med side op og side ned citater fra de forskellige gruruer.

DKP/ml's venstresekteriske og dogmatiske fejl havde imidlertid også internationale rødder. Fra starten knyttede det sig tæt til den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse, som udviklede sig omkring Albaniens Arbejdets Parti (AAP).

I praksis forblev AAP langt hen ad vejen på godt og ondt et 'moderparit' for DKP/ml, selv om det i retfærdighedens navn skal siges, at AAP ikke selv lagde op til denne rolle. Det rigtige marxistisk-leninistiske princip om at forsvare et socialistisk land blev gennem lang tid i praksis til et forsvar for alt, hvad der kom fra Albanien.

Partiet trak generelt set kraftigt på de erfaringer og opfattelser, som herskede i den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse, især hos AAP.

I DKP/ml's daværende selvforståelse var alle danske kommunister - på nær enkelte undtagelser - fra dets stiftelse samlet i partiet. Man overså helt den store mængde kommunister, som stadigt befandt sig DKP. For DKP/ml, der så DKP som et borgerligt revisionistisk parti, gjaldt det blot om at styrke DKP/ml og bekæmpe DKP.

For DKP/ml blev kampen mod revisionismen forstået på den måde, at DKP/ml skulle opbygges i uforsonlig kamp mod DKP for at reducere dette partis indflydelse blandt masserne og til sidst helt knuse det som politisk parti. Det blev på intet tidspunkt forstået som en proces, hvor også kommunisterne i DKP gjorde op med revisionismen.

Også i tiden efter den første kongres dannede DKP/ml en række såkaldte revolutionære masseorganisationer: Den revolutionære Fagopposition (RFO), Landbofronten, Marxistisk-Leninistiske Studenter (MLS) og Folkefronten mod Krig, Reaktion og Fascisme. Samtidigt havde DKP/ml overtaget ledelsen af den allerede eksisterende Kvindefronten, som var den eneste af disse organisationer, som havde reel massebasis.

Den 1.september 1982 begynder DKP/ml's avis Dagbladet Arbejderen at udkomme dagligt. Og i de kommende år voksede sidaantallet og kvaliteten. Ved vigtige begivenheder i klassekampen - f.eks. under havnearbejdernes strejke, folkestrejkerne i 1985 eller under kampene i Ryesgade i 1986 - blev Dagbladet Arbejderen fordelt i et meget stort antal eksemplarer, hvad der spillede en ikke uvigtig rolle med hensyn til pålidelig information under disse konflikter.

Udsendelsen af Dagbladet Arbejderen var en kraftanstrengelse uden lige for et lille parti som DKP/ml. Dag ud og dag ind sled snesevis af medlemmer og sympatisører på redaktion, trykkeri og distribution for at sikre, at avisen kom ud. Politisk set var det en meget dristig, men ikke desto mindre rigtig satsning. Det viste sig klart efter 1991, da avsien blev det eneste dagblad til venstre for det nu nedlagte Aktuelt. Også Dagbladet Arbejderen var med til at placere DKP/ml stærkere på venstrefløjen og i de folkelige bevægelser.

Indtil begyndelsen af 1980'erne anbefalede DKP/ml at boykotte både folketings- og kommunalvalg. DKP/ml vurderede at det parlamentariske arbejde også var en opgave, som måtte løses. Derfor stillede det for første gang selvstændigt op ved folketingsvalget i januar 1984.

DKP/ml var bevidst om, at det ikke havde en reel chance for at blive valgt ind. Men det ønskede at bruge valget til at profilere partiet. Det stillede derfor op under parolen 'Vælg en revolutionær vej ud af krisen' og lagde ikke skjul på, at det afviste den fredelige vej til socialismen og kæmpede for et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur. Dette blev af pressen benyttet som en kærkommen lejlighed til at rejse en omfattende hetz mod DKP/ml. DKP/ml opnåede da heller ikke mere end 1000 stemmer ved dette folketingsvalg.

Efter folketingsvalget i 1984 rettede DKP/ml henvendelse til Fælles Kurs, KAP og andre om at etablere en 'Rød Valgalliance', der kunne sikre et stærkere parlamentarisk alternativ på en kampplatform. initiativet skulle være åbent for organisationer, grupper og enkeltpersoner, der kunne tilslutte sig en sådan platform. Men initiativet løb ud i sandet, da både Fælles Kurs og KAP sagde fra.

Ved folketingsvalget i 1987 besluttede DKP/ml igen at opstille med en ny solo-opstilling. DKP/ml formåede at samle underskrifter nok til at blev opstillingsberettiget. Selv om DKP/ml ved dette valg stillede op med et noget bedre og mere dagsaktuelt program, blev valgresultatet endnu engang kun omkring 1000 stemmer.

I forhold til den øvrige venstrefløj stod DKP/ml omkring 1990 stærkere og med større indflydelse end nogensinde før. Antallet af partimedlemmer med tillidsposter i forskellige organisationer var vokset, og partiet stod nu som udgiver af det eneste socialistiske dagblad i Danmark. Trods fejl og begrænsninger i begyndelsen af DKP/ml's historie, havde dets ihærdighed og revolutionære optimisme givet resultater.

Med de socialistiske østeuropæiske landes sammenbrud afholdt DKP/ml sin femte kongres i januar 1991. Kongressen konstaterede, at den revolutionære bevægelse overalt var inde i en ebbe, der var kendetegnet af et fald i arbejderklassens og folkenes kamp. Men kongressen forfaldt ikke til pessimisme. Den var overbevist om, at den daværende nedgangsperiode kun var et forbigående fænomen i historiens almene zigzagforløb, som til sidst vil føre til socialismens sejre på verdensplan.

Den 5.kongres var en milepæl i partiets liv og udvikling. Den blev afsættet for en alsidig fornyelse af hele partiet og dets politik. Og i modsætning til den fornyelse på revisionismens grund, som kendetegnede de såkaldte fornyere i DKP under Ole Sohn, krævede kongressen 'revolutionær forandring, fornyelse på marxismen-leninismens grund':

Vi er modstander af fornyelse for enhver pris, fornyelse alene for fornyelsens skyld, fornyelse som kapitulation og undskyldning for opgivelse af revolutionære positioner. Men vi er også beslutsomme modstandere af konservatisme og træghed, af klyngen sig til det, der er gammel og udlevet og har mistet sin relevans, selv om det var gyldigt og korrekt i tidligere perioder.

Kommunistisk Samling og DKP/ml lagde sig i november 2006 sammen og dannede Kommunistisk Parti, hvor efter KS og DKP/ml nedlagde sig selv.