Kampen om ungdomshuset

Fra Aktiwiki
Skift til: Navigation, Søgning
Kampen om Ungdomshuset

Jagtvej 69[redigér]

Jagtvej 69: 31. oktober 1982 - 1. marts 2007

Efter mere end 24 år som progressivt kultursted til gavn for København, stormede og ryddede politiet Ungdomshuset på Jagtvej d. 1 marts 2007. Få dage efter blev den historiske bygning revet ned. Det skete efter syv års forgæves forsøg på at finde en politisk løsning på den konflikt, der opstod i 1999, da politikerne solgte huset.

Til det sidste blev der forsøgt, at finde en politisk løsning, der gjorde det muligt at forsætte aktiviteterne - evt. et andet sted, samtidig med, at politikerne anerkendte deres ansvar. Politikerne fastholdt til det sidste, at de ikke ønskede at stille et hus til rådighed, selvom omkostningerne ville være den rene ingenting i kulturpolitiske sammenhænge.

Ungdomshuset på Jagtvej var et spillested, et forsamlingshus og rummede derudover en lang række andre kulturelle aktiviteter. Heriblandt folkekøkken, biograf, tekstiltrykkeri, værksted, øvelokaler, café, bog- og pladebutik, kontor og mødelokaler, der alt sammen blev flittigt brugt af byens unge.

Huset og aktiviteterne blev drevet af mellem 100 og 200 frivillige, ulønnede aktivister, der ved siden af skole, studier og arbejde lagde enorme mængder af tid og energi i, at vedligeholde huset og fylde kalenderen med teater, koncerter og andre kulturbegivenheder, af vidt forskellig art. Primært fra undergrundsscener verden over.

Ungdomshuset høstede stor internationale anerkendelse som kulturcenter. Blandt andet fordi, der her var plads til at nye idéer kunne prøves af - både i øvelokalet og på scenen, hvilket førte til opblomstring af nye talenter og helt ny lyd. Men også det vedholdende engagement og den kreativitet, der blomstrede var med til at gøre huset stort. Igennem de sidste år voksende en årlig undergrunds punkfestival, sig stor og tiltrak gæster fra hele kloden. Simpelthen fordi den var uden sidestykke indenfor genren.

Beslutningerne blev truffet i fællesskab ved husets ugentlige mandagsmøder, hvor der ikke blev stemt om beslutningerne. I stedet blev der opnået fælles beslutninger gennem konstruktiv debat. Den basisdemokratiske styreform førte til få, men principielle grundlæggende retningslinjer. Blandt andet et forbud mod vold og hårde stoffer. Desuden blev det prioriteret højt, at ingen blev udelukket fra at bruge huset, derfor var racisme, sexisme og heterosexisme ligeledes bandlyst.

Selvom reglerne var få, så blev huset båret af en fælles solidarisk ånd, om at priser skulle holdes nede, så alle kunne være med og ingen skulle tjene penge på aktiviteterne i huset.

Rydningen[redigér]

Historien om rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset begynder i 1999. Efter 17 år med Ungdomshuset, satte politikerne huset til salg. Beslutningen blev truffet uden dialog med husets brugere og mødte fra første dag protester.

Politikerne forsatte ufortrødent, stadig uden at ville gå i dialog. Huset endte med at blive solgt til den højreorienterede kristne sekt Faderhuset, gennem aktieselskabet Human, der var oprettet til lejligheden.

Derefter lå brugere af Ungdomshuset i juridisk strid med Faderhuset i fem år om retten til huset. Imens blev de arbejdet hårdt for, at få politikerne til at gå ind i sagen og finde en løsning på den konflikt, de havde lagt fundamentet til. Der blev igen og igen gjort forsøg på, at få møder med politikere. På gaderne blev der demonstreret, delt løbesedler ud og samlet underskrifter og støtteerklæringer ind i tusindvis. Det hele prellede af på politikerne. Igennem åren blev der også gennemført en lang række spektakulære aktioner, for at få politikerne op af stolene. Skibet i Tivoli blev erobret, TV-Avisen blev afbrud, Luksushotellet D'Angleterre blev besat og meget mere. Lige lidt hjalp det. Politikerne så passive til.

Den 28. august 2006 afsagde Østre Landsret dom i sagen. Ejendommen skulle overdrages til Faderhuset. Dommen beskæftigede sig ikke med, hvad der skulle blive af aktiviteterne i huset. Det blev kort efter afvist, at fortsætte sagen for højesteret. I stedet blev det slået fast, at huset skulle forlades senest 14. december samme år.

Nu blev alle sejl sat til for at finde en politisk løsning. Nørrebroborgere, fagbevægelse, kunstnere, kulturpersoner og mange flere kom på banen og krævede, at politikerne gik ind i konflikten. Igen og igen demonstrerede mange tusinde unge for en politisk løsning.

I september måned kom en fond på banen og forsøgte at købe den historiske ejendom tilbage fra Faderhuset. Fonden bød flere gange med stadigt større beløb, men i december afviste sektens leder, Ruth Evensen endegyldigt at sælge ejendommen.

Den 14. december stemte Socialdemokraterne en række løsningsforslag ned i borgerrepræsentationen og overborgmester Ritt Bjerregård erklærede sagen død, mens over 5.000 københavnere stod udenfor på Rådhuspladsen og krævede politisk handling.

Huset blev ikke forladt. Der var fuld enighed om ikke at opgive 24 års arbejde uden kamp. Dermed var Ungdomshuset BZ'at, for første gang i sin historie.

Den politiske modvilje førte få dage efter til voldsomme sammenstød, da politiet forsøgte at blokere ruten for en demonstration for bevarelsen af Ungdomshuset. I kølvandet på urolighederne kom der fokus på den politiske proces, der havde ført til de ophobede frustrationer. Flere og flere meldte sig på banen med kritik af den manglende vilje hos Ritt Bjerregård til at løse den konflikt, politikerne stod bag.

Overborgmesteren ønskede stadig ikke selv at komme med løsninger, men foreslog i stedet at fonden skulle løse politikernes problem. De millioner, der forgæves var blevet budt på det mere end hundrede år gamle forsamlingshus på Jagtvej 69 skulle nu bruges på at købe en anden bygning, mente Ritt Bjerregård. Derefter lænede hun sig igen tilbage i overborgmesterstolen.

I lang tid var der efter overborgmesterens udsagn ikke nogen kommunal bygning, der var egnet. Men sent i januar, hvor huset for længst skulle have været ryddet, dukkede der alligevel pludselig noget op. En ejendom i Stevnsgade, kun få hundrede meter fra Jagtvej 69, viste sig alligevel at være både egnet og stå ubenyttet hen. Den kunne fonden købe for 15,5 millioner. En pris, der senere blev sænket til 12 millioner.

Da fonden viderebragte løsningsforslaget til Ungdomshusets brugere blev kalenderen ryddet til diskussionen. På fem dage blev hele sagen vendt og diskuteret fra alle mulige vinkler. Igen og igen landede diskussionen på det samme spørgsmål. Hvorfor skulle der betales for huset? Der var enighed om, at det var helt grundlæggende forkert, at kommunen ikke ville still huset til rådighed, men at der kun kunne være et ungdomshus i København, hvis nogen betalte et millionbeløb for det. Der var stor utilfredshed med, at politikerne for eksempel gerne ville støtte opera og andet finkultur med mange millioner, hvert eneste år, men ikke ville stille et hus til rådighed til ungdomshus, én gang for alle.

På mødet blev der sagt ja til huset og til at forlade barrikaderne på Jagtvej 69 frivilligt, hvis blot kommunen droppede sit krav om, at fonden skulle betale for det.

Ritt Bjerregård afviste blankt, at stille et hus til rådighed. Hvis der skulle være et ungdomshus i København, så skulle det købes af kommunen til markedspris. Kommunen ville ikke selv stille et hus til fri brug og ville ikke overdrage et til fonden. Dermed lukkede overborgmesteren i praksis forhandlingerne og tog på ferie. Der var hun også, da specialstyrker angreb huset d. 1. marts 2007.

Kampen For Et Nyt Hus[redigér]

De fire krav[redigér]

De fire krav, der stod centralt i kampen for et ungdomshus i København stammer helt tilbage fra 25. august 1981. Dengang mødtes en stor gruppe unge i det gamle forsamlingssted, Folkets Hus, på Jagtvej 69, der på dette tidspunkt stod tomt.

På mødet besluttede den såkaldte Initivgruppe at formulere fire krav, der skulle danne rammen for en kampagne for et ungdomshus. Kravene handlede om størrelsen på bygningen, styreformen og driften. Det stod centralt, at det var kommunen, der skulle stille huset til rådighed.

Efter en lang række demonstrationer og aktioner kom de i løbet af 1982 til forhandlinger med kommunen. Og kampen bar frugt. Den 31. oktober 1982 overdragede overborgmester Egon Weidekamp Jagtvej 69 til byens unge som ungdomshus.

Da overborgmester Ritt Bjerregård i januar 2007 foreslog, at konflikten om Jagtvej 69 blev løst ved, at huset blev forladt til fordel for en ejendom, som kommunen solgte til fonden, blev kravene fra 1981 taget op igen.

Kravene blev tilpasset en smule og kravet om, at kommunen skulle betale driften blev droppet. Til gengæld blev det tilføjet, at huset skulle ligge på Nørrebro. Ligesom 1981 var det afgørende, at det er kommunen og ikke private investorer, der skal gøre et ungdomshus muligt.

Da kravene blev formuleret var det en vigtig overvejelse, at de også skulle gælde efter en rydning. De fire krav skulle også holde på gaden:

1 - Vi vil have et ungdomshus nu! Kommunen skal stille huset til rådighed. Vi stoler på fonden, derfor skal huset overdrages til den fond. Det er ikke acceptabelt, at kommunen fører en ungdoms- og kulturpolitik, der betyder, at det kræver et millionbeløb at være med. Et evt. overdragelsesbeløb må ikke overstige et symbolsk beløb på en krone.

2 - Huset skal være mindst lige så stort som Ungeren Huset skal være mindst lige så stort som Jagtvej 69. Derudover skal det kunne rumme de aktiviteter, der var i Ungeren.

3 - Vi vil selv bestemme Ingen pædagoger - ingen chefer.

4 - Huset skal ligge på Nørrebro Ungdomshuset er opstået af Nørrebro-kulturen og hører til her.

Aftalen med kommunen

"Torsdagsdemo, hver torsdag, indtil vi har et nyt hus". Dette var parolen i de 70 torsdags demonstrationer der blev afholdt efter rydningen af Ungdomshuset - det lovede vi og det gjorde vi. For i modsætning til de politikere der tidligere har lovet os børnehuse og mange andre ting, så holder vi hvad vi lover! Huset på Dortheavej er ikke BZat. Der er indgået en aftale mellem Fonden Jagtvej 69 og Københavns Kommune hvor, fonden lejer huset af kommunen og får det tilsvarende beløb i støtte. Fonden er ansvarlig for at den skriftlige aftale der er indgået mellem brugerne af huset og Københavns Kommune bliver overholdt. Vi stoler på fonden gør et godt stykke arbejde, men det er vigtigt at pointere at alle beslutninger i sidste ende er mandagsmødets.

Nu har vi endelig fået et nyt hus, men der er bestemt meget mere at kæmpe for!

Denne tekst er hentet fra ungeren.dk

Skabelon:BZ og ungdomshuset