Det gode møde

Fra AktiWiki
Version fra 18. feb. 2021, 02:52 af Admin (diskussion | bidrag) Admin (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Spring til navigation Spring til søgning

Fra et oplæg om "det gode lokalgruppemøde"


Den gode lokalgruppe

En god lokalgruppe består grundlæggende af 4 elementer:

1. Aktivisme: - Herved forstås det konkrete og udadrettede arbejde med at skabe fokus og debat omkring de problemer vi ser i samfundet og om vores løsningsforslag (vores fortolkning af revolutionær socialisme). Dette kan gøres gennem alt fra plakatophængning og udeling af løbesedler til besættelser af bygninger og store demonstrationer.

2. Skoling og politisk diskussion: - Herved forstås arbejdet med dels at tilegne sig viden og dels at videregive erfaringer til andre i organisationen, samt at udvikle SUF’s politik gennem politiske diskussioner.

3. Socialt miljø - Herved forstås for det første, sociale aktiviteter som lokalgruppen arrangerer (julefrokost, videoaften mm.), og for det anden tonen og omgangsformen til møder, aktioner osv.

4. Demokratisk led i organisationen: - Herved forstås den rolle som lokalgruppen spiller i forhold til at diskutere og tage stilling til hvad der foregår på andre planer i organisationen (regionsplan, ledelsesplan osv.)

Disse 4 elementer kan billedligt beskrives som 4 stoleben. De bør alle være til stede og under optimale omstændigheder bør de alle udgøre en lige stor del af lokalgruppens virke (så stolen ikke vælter(!))


Det gode samarbejde skal afspejles i møderne: Alle elementer skal være til stede til møderne.

  1. Konkret planlægning og evaluering af aktioner
  2. Kontinuerlig skoling, info til nye og politiske diskussioner
  3. God tone og omgangsform til møderne, samt planlægning af sociale aktiviteter
  4. Kontinuerlig diskussion af hvordan organisationen fungerer på alle planer


Konkrete redskaber til et godt møde

  • Dagsorden: En dagsorden er et uundværligt redskab til at strukturere et møde og sikre at alle punkter nås. Desuden letter det referentens arbejde betydeligt. Det er en god idé at sende referatet ud pr. mail i forvejen, for dels at give overblik over hvad der skal ske på mødet inden selve mødet, dels at folk kan gøre sig tanker om hvad de evt. har at sige til de forskellige punkter (eller evt. printe relevante papirer ud i god tid) og dels for at motivere folk til at møde op.
  • Runder: Runder hvor alle får sagt noget om et konkret emne er en god idé, for at sikre at det ikke bliver få medlemmer som dominerer mødet.
  • Ansvarlige: At udpege ansvarlige for specifikke arbejdsopgaver er med til at sikre aktivitet imellem møderne og sætte skub i projekter.
  • Ligelig kønsfordeling: Det er en god idé at tilstræbe ligelig kønsfordeling i forhold til ansvarsopgaver og tillidsposter, det skaber nemlig god dynamik i lokalgruppen.
  • Punktlighed: Start altid til tiden og fastsæt evt. bestemt tid til bestemte punkter på dagsorden, så mødet ikke trækker ud i det uendelige.
  • Referat: Referater til alle møder er vigtige for at huske og få overblik over beslutninger, for at informere folk som ikke var til stede til mødet og for at dokumentere at mødet har fundet sted. Det er en god idé at fastsætte en deadline for hvornår referatet skal sendes ud på den fælles mailingliste, for at sikre at det bliver gjort.
  • God dirigent: Et af de vigtigste redskaber til et godt møde er en god dirigent. Det er vigtigt at alle i lokalgruppen kommer til at øve sig i rollen som dirigent. En god dirigent skal have overblik over dagsorden og holde styr på at der bliver tid til alle punkter. Derudover skal dirigenten holde styr på talerlisten og sørge for at denne bliver overholdt. En god dirigent bør også sørge for at alle kommer til orde og bruge redskaber som sig af talerrunder når det er nødvendigt. Efter hvert punkt bør den gode dirigent komme med en afrundende opsummering af hvad der er blevet besluttet.
  • Sang og kaffe: Det kan anbefales at tage kaffe eller lignende med til møderne og evt. afslutte med en sang, da dette skaber god stemning til møderne.


Rollespilsøvelse i forbindelse med oplæg

Tilhørerne deles op i to grupper. Hver gruppe har en ”rollespilsleder” med. De to grupper arbejder hver for sig med at skabe et lille teater/rollespil om hhv. det gode eller det dårlige møde. Herefter opfører grupperne deres stykke for hinanden. Til sidst plenum om hvad man kan lærer af at se lokalgruppemøder opført og om oplægget generelt. For at rollespillene bliver sammenlignelige er det en god idé med en fælles dagsorden på forhånd (helst et hvor de 4 elementer i godt lokalgruppearbejde er repræsenteret). Et eksempel kan være:

  1. Velkomst
  2. Introduktion til nye (skoling og socialt)
  3. Formalia (organisatorisk, struktur)
  4. Meddelelser (organisatorisk, formidling)
  5. Evaluering af tidligere aktion (aktivisme)
  6. Politisk diskussion om vinterkampagne (polisk/organisatorisk diskussion)
  7. Planlægning af aktion (aktivisme)
  8. Evt. (evt. sociale arrangementer)

Nedenstående rolleliste og ”fakta” om de to opdigtede lokalgrupper, kan tjene som inspiration til rollespillet:

Fakta: Lokalgruppe: Socialrup >< katastrofeby Tidligere aktion om: Fastelavn (evt. andre stikord??)

Roller:

  • Kontaktperson
  • Kasserer
  • Dirigent
  • Referent
  • 2-3 nye medlemmer
  • Kaffe-ansvarlig
  • Ansvarlig for sidste aktion (skal præsenterer hvad aktionen gik ud på og indlede evaluering)
  • Ansvarlig for ny aktion (vælges på mødet, har ansvar for at aktionen fungerer)
  • Indleder til diskussion om vinterkampagne

NB: rollespilslederne får de to nedenfor stående notepapirer med idéer og input til hvordan mødet kan gøres godt eller dårligt, men det er meningen at gruppen i fællesskab skal beslutte hvordan mødet skal opføres, papirerne er bare idéer.

Husk: det dårlige skal være bevidst absurd dårligt, ikke bare ugennemtænkt.

Det gode møde

  1. Kaffe, starter til tiden, kontaktperson byder velkommen
  2. Præsentationsrunde, kontaktperson runder af med særlig introduktion til de nye, fortæller kort om lokalgruppen og om SUF.
  3. Dagsordenen (+ evt. andre papirer) er på forhånd udsendt (der foreligger ekstra kopier til de nye), valg af dirigent og referent (har på forhånd papir og blyant), dirigent gennemgår kort dagsorden
  4. 3-4 meddelelser, tjek på tid, sted og kort forklaring af hvad det går ud på (NB: ingen forkortelser af hensyn til de nye)
  5. Ansvarlig for aktionen indleder med kort gennemgang af hvad aktionen gik ud på og hvad den skulle sætte fokus på, kasserer ridser op det økonomiske omkring aktionen, evalueringsrunde, løs diskussion, dirigent opsamler konklusion
  6. Indledende opridsning af hvad vinterkampagnen går ud på, samt emner til diskussion omkring dette (skal vi foreslå nogle emner??), runde med holdninger og forslag, løs diskussion (godt håndteret af dirigent), løbende opsummering af dirigent, vedtagelse af konklusion omkring forståelse af vinterkampagnearbejde
  7. Med udgangspunkt i diskussionen tages runde med forslag til aktioner, løs diskussion om forslagene, vedtagelse af et forslag, praktisk planlægning af aktionen (tid, sted, hvad skal vi bruge, hvem står for hvad?, hvor, hvornår samler vi tingene?), kasserer laver overslag, udnævnelse af en ansvarlig
  8. Evt. (måske forslag til socialt arrangement?), udlevering af materialer til de nye, tilbud til nye om at komme på mailingliste osv. Afslut med sang!

Det dårlige møde

  1. Kun 2-3 mennesker møder op til at starte med, ventes lidt på ca. 2 medlemmer (=forsinket start), intern snak, ingen hensyn til de nye
  2. Fnisende intern præsentationsrunde, ingen eller dårlig introduktion til de nye
  3. Dagsorden laves på mødet, flere kommer dumpene, dagsorden gentages mange gange, referent mangler papir og blyant (river evt. noget ud af en kalender e.l.), dirigent vælges (eller evt. glemmes?)
  4. Få meddelelser, upræcise, ikke tjek på tid, sted og indhold, mange forkortelser, ingen forklaringer eller opfordringer til de nye, gentages fordi der kommer flere for sent
  5. Forvirret evaluering af aktion, ansvarlig ikke til stede (eller har ikke styr på aktionen), aktionen fungerede ikke, men der bliver ikke fulgt op på hvorfor, kassereren har ikke overblik over økonomien i den, der bliver ikke opsummeret eller konkluderet
  6. Ingen introduktion til kampagnen, diskussionen er meget indforstået, ingen runder, få dominerer diskussionen, store uenigheder ingen konklusioner, dårlig dirigent
  7. Nogle få kommer med idéer, kritiserer hinandens idéer, ukonstruktiv diskussion, gennemtrumfen af en aktion, dårlig planlægning, ingen vil være ansvarlig, idéer slynges ud, men ingen vil tage ansvar, idéen falder til jorden.
  8. ???