Anarkisme

Fra Aktiwiki
Skift til: Navigation, Søgning
Anarkisternes logo

Anarkisme er ikke fortolket entydigt blandt folk, heller ikke blandt anarkister. På wikien her skal der være plads til forskellige fortolkninger, og i stedet for at slette det man synes er forkert (med mindre det er helt hen i vejret, såsom for eksempel at sige at anarkisme handler om at skelne gule fra lilla blomster), opfordres der hermed til at man rykker forskellige holdninger ind under sit eget afsnit. Det er derfor også en god ide at skrive sit navn på eller pseudonym på artiklen.

Sabots introduktion til anarkisme[redigér]

Nedenstående er en introduktion til anarkismen som oprindeligt er skrevet i Sverige. Her er det Aalborg Anarkisternes (som udgave tidsskriftet Sabot) udgave der er gengivet. Aalborg Anarkisternes udgave kan ses i sin oprindelige form her: En kort introduktion til anarkismen.


En kort introduktion til anarkismen

Historisk er anarkismen en retning indenfor arbejderbevægelsen. I den periode hvor den internationale arbejderbevægelse tog form i 1800-tallet, kæmpede to forskellige opfattelser mod hinanden: den marxistiske, organiseret omkring Karl Marx, og den føderalistiske/anarkistiske, organiseret omkring Michail Bakunin. I spørgsmålet om det socialistiske mål var marxister og anarkister enige, men de adskilte sig med hensyn til taktikken. Marxisterne ville organisere sig politisk for en magtovertagelse og indføre socialismen oppefra gennem staten. Anarkisterne gik ind for økonomisk kamp, statens afskaffelse og socialismens indførelse nedefra. Den sidste opfattelse dominerede oprindeligt i den internationale arbejderbevægelse, men voldsomme kampe mellem de to retninger ledte til Internationalens splittelse og opløsning. Marxismen blev senere spaltet op i en revolutionær retning som udmundede i den autoritære statssocialisme, og en reformistisk-demokratisk retning som førte til forsoning med kapitalismen. Også anarkismen blev splittet. Men den fortsatte med at dominere indenfor visse landes arbejderbevægelser, frem for alt i Spanien, og kom til at spille en stor, men desværre midlertidig, rolle i det 20. århundredes første store revolutioner: den russiske og den spanske. I det følgende gør vi et forsøg på at sammenfatte den anarkistiske anskuelse, som i nutiden mere og mere kommer til at fremstå som et nødvendigt alternativ til den på to måder afsporede marxisme. Vi holder os til det, vi udskiller som specifikt anarkistisk. Vi udelader altså den anarkistiske kritik af kapitalismen, som falder sammen med den marxistiske. Det samme gælder de socialistiske grundvurderinger: dem deler anarkismen med de øvrige socialistiske retninger. For at få et bedre overblik over hvad den anarkistiske anskuelse indebærer, har vi delt emnet op i tre afsnit:

1. Anarkismen er en livsanskuelse.

2. Anarkismen er en forestilling om hvordan samfundet burde være organiseret.

3. Anarkismen er en måde at handle på, det vil sige en taktik.


Anarkismen er en livsanskuelse

Det som udskiller anarkismen, er dens konsekvente afstandtagen fra autoritetsprincippet. Franskmanden P. J. Proudhon var den første, som påviste autoritetstænkningens ødelæggende virkning på samfundslivet og menneskenes psyke. Fejlen ved alle statssystemer er, at de bygger på magtprincippet, på forestillingen om at der må være nogen som bestemmer og styrer, og andre som adlyder og udfører. I et demokratisk system siges de styrende at repræsentere folket, og i et statssocialistisk system er de magthavende til for at gennemføre og garantere socialismen, men det er i begge tilfælde et spørgsmål om magt og magtløshed, om overordning og underordning, om beslutninger der tages hen over hovedet på de mennesker, der bliver berørt af dem. Ifølge en anarkistisk opfattelse må man gøre rent bord med alt dette og organisere samfundet nedefra med udgangspunkt i individet og dets naturlige samarbejdsgrupper. Vi kommer tilbage til dette under næste punkt. I vort nuværende samfund samvirker alt for at fastholde magtens og autoritetens princip. Fra barndommen indoktrineres og socialiseres vi med den forestilling, at andre, som ved bedre, skal bestemme over os. Det område hvor vi kan bruge vores egen fælles dømmekraft og forstand og vores eget initiativ, er stærkt begrænset. Vi vænner os til at føje os efter "sagkundskaben" og at bøje os for "øvrigheden". Det begynder i familien, fortsætter i skolen og på arbejdspladserne. De fleste mennesker får aldrig nogen chance for at befri sig fra vanen med at adlyde ordrer. Det er en vigtig opgave for anarkismen at modvirke autoritær opdragelse og uddannelse. Der skulle en særskilt undersøgelse til for at klarlægge, hvad den kristne moral har betydet for autoritets-indoktrineringen. Her kan kun antydes lidt. Den gammeltestamentlige gud er urtypen på en tyran. At lyde (frygte og elske) ham, den eneste, som ikke tåler nogen ved sin side, er det første kristne moralbud. Kristendommen forbinder total underkastelse med kærlighed og skaber en slags masochistisk lydighedsmystik, som er farlig. Også den, som for længe siden forlod religionens marker, har ofte svært ved at frigøre sig fra den kristne underkastelsespsykose. Hun/han finder måske en ny gud i en politisk leder. Anarkisten har befriet, eller stræber efter at befri sig fra den ødelæggende autoritetstænkning og autoritetsfølelse. Hun/han anerkender i princippet ingen anden autoritet end individets egen dømmekraft baseret på erfaring og indsigt, og ingen anden moral end den individerne finder frem til gennem deres eget sociale samarbejde. Individ og samarbejde udgør ikke modsætninger som de autoritære mener. Eftersom individet har et grundlæggende behov for socialt fællesskab, er det i ethvert individs interesse at opretholde dette fællesskab med andre mennesker. Peter Kropotkin har stærkt understreget menneskets egenskab som socialt væsen. Vi anser hans menneskeopfattelse for at være repræsentativ for anarkismen. Kropotkin, som var naturvidenskabsmand, mente sig gennem antropologiske og sociologiske undersøgelser i stand til at påvise, at den "gensidige hjælp" hos mennesket er så stærk, at den rækker til at skabe et fungerende socialt system som bygger på frihed og lighed. En magtstruktur bliver kun nødvendig, når én klasse hersker over de øvrige. Kropotkin undersøgte også solidaritetens funktion og forekomst. Den sociale drift til samarbejde er jo i og for sig bare en udvidelse af den egoistiske kamp for tilværelsen. Den er så at sige økonomisk betinget. Solidariteten strækker sig længere. Den indebærer villighed til at gå ud over og ind i mellem også se bort fra ens egen eller nærmeste gruppes behov kræver. Den omfatter det udvidede perspektiv, som er forudsætningen for, at et samfund i frihed skal kunne virkeliggøres. Kropotkin mente, at mennesket ejede en naturlig evne for solidaritet. Anarkisterne tror ikke, at man kan forandre samfundet fra grunden ved kun at forandre én faktor: den økonomiske struktur som f.eks. mange marxister mener. Forandringen må gælde hele mennesket i dets relationer, og ikke bare i dets fysiologiske behovs tilfredsstillelse.

Sammenfatning af 1.:

a. Anarkismen bekæmper autoriteten, hvis ene side er dominans og undertrykkelse, og hvis anden side er lydighed og underkastelse.

b. Anarkismen anerkender ingen moralske normer eller påbud, pålagt af nogen gud eller myndighed. Moralen udgår fra menneskene selv.

c. Anarkismen betragter mennesket som et socialt væsen. Den økonomisk betingede drift til samarbejde sammen med den instinktive solidaritets bud er det naturlige grundlag for en samfundsdannelse.


Anarkismen er en måde at organisere samfundet på

Der findes flere modeller for det anarkistiske samfund. Fælles for alle er princippet om organisering nedefra, decentralisering eller anderledes udtrykt: centralisering gennem føderalisme og frie overenskomster i stedet for love og påbud. Føderalisme: Organisationen hviler på små enheder, som frit etablerer samarbejde med andre enheder. Kommunerne slår sig sammen regionvis, regionerne danner større føderationer osv. Princippet er at hver enhed skal være selvstyrende i egne anliggender og kun delegere beføjelser til større sammenslutninger i spørgsmål, som er fælles for større områder (transport, distributionsproblemer, sundhed, sikkerhed, miljø osv.) Afskaffelsen af nationalgrænserne er en naturlig følge af den føderalistiske organisationsform. Selvfølgelig forudsættes privateejendommen afskaffet i det anarkistiske samfund. Produktionsmidlerne er fælles ejendom. Ind i mellem har kommunen haft den centrale plads i de anarkistiske forestillinger, ind i mellem derimod virksomheden. Landsby-anarkisterne foretrak kommunen, mens de som var aktive i større byer tænkte sig en organisation bygget på samordnede producent-kooperative dvs. fællesejede virksomheder. Der har befundet sig to hovedretninger indenfor den anarkistiske måde at tænke den anarkistiske økonomi på. Den ene er kollektivismen, som henviser til Michail Bakunin. Den taler for et system, som ligner hvad man i dag kalder "arbejdernes selvforvaltning". Den anden er kommunismen (heraf anarko-kommunisme), hvor Kropotkin er en af teoretikerne. Kommunismen indebærer at også forbrug er et socialt anliggende, mens socialisme kun betyder, at produktionsmidlerne og distributionsmidlerne er fælles ejendom. Kollektivisterne mente, at produkterne i princippet tilhørte de producerende (også selvom en vis del må afgives til almene formål), mens kommunisterne mente at alt, der blev produceret, tilhørte alle uanset arbejdsindsats og skulle fordeles "efter behov". I flere spanske landsbyer forekom der allerede før 1936 forsøg på at indføre "den kommunistiske anarkisme" lokalt. For at få et mere konkret billede af det anarkistiske samfund er det hensigtsmæssigt at se lidt på nogle af de ufuldstændige og til sidst knuste forsøg, som er blevet gjort på at indføre en sådan samfundsorden. Vi vælger Spanien. I Spanien blev der under borgerkrigen (1936-1939) forsøgt gennemført en social revolution efter anarkistisk model. I de områder, hvor folket sejrede over de fascistiske oprørsgeneraler, overtog arbejderne produktion. Fagforeningerne havde erklæret generalstrejke, men efter et par dage opfordredes arbejderne til at gå tilbage til arbejdet og fortsætte på egen hånd - fabrikkerne var nu i arbejdernes hænder. Det samme skete på landet med storgodserne: landarbejderne og bønderne overtog jorden og småbønderne slog sig sammen i landbrugskollektiver. Virksomhederne blev organiseret efter demokratiske principper. I hver virksomhed dannedes arbejderråd. Arbejderrådet valgte en komité til at lede arbejdet. Der blev indført bestemmelser som begrænsede komitéens muligheder for at etablere sig som permanent direktion. Samtlige arbejderes "generalforsamling" forblev højeste besluttende organ i hver virksomhed. Virksomhederne slog sig sammen branchevis, og samtlige brancher dannede et fælles økonomisk råd for demokratisk planlægning Rationaliseringer blev gennemført i brancher, hvor virksomhederne var små og ikke særligt lønsomme hvilket betød at produktiviteten steg. Den statslige administration, som var sat ud af funktion af krigen og revolutionen, blev erstattet af et net af spontant dannede og spontant samarbejdende komitéer. I Daniel Guérins bog "Anarkismen" er der et kapitel, som sammenfattende, men alligevel ganske udførligt, skildrer hvordan den spanske revolutions samfund fungerede, inden det blev knust militært af de stalinistiske kommunister.

Sammenfatning af 2.:

Det er en udbredt misforståelse, at anarkisme indebærer organisationsfjentlighed eller mangel på organisation. Anarkismen har egne, klare og bestemte organisationsprincipper. Disse kan antydes i en opremsning: selvbestemmelse, decentralisering, føderalisme, organisation nedefra, frie overenskomster.


Anarkismen er en måde at handle på

Anarkisten er oprører og revolutionær. Hun/han modsætter sig det profitstyrede kapitalistiske samfund, dets uretfærdige og dybe misforhold. Hun/han vil arbejde for skabelsen af et frit socialistisk samfund. Anarkisten er udenomsparlamentariker. Hun/han tror ikke på valgsedlens magt, ikke engang når det gælder reformer indenfor det bestående samfunds rammer. Hun/han hævder at forbedringer kun kan opnås gennem folkets direkte kamp. Parlamentet kan højeste registrere det, der allerede er blevet vundet i praksis (f.eks. 8-timersdagen). Anarkismens kampmetoder har vekslet og strakt sig fra oprør og sabotage til kooperativ virksomheder og praktiske samlivseksperimenter. Den kraftigste indflydelse har anarkisterne haft i de perioder, hvor de hovedsageligt arbejdede indenfor fagforeningsbevægelsen (anarko-syndikalismen). Fabriksbesættelserne i Italien 1920, det omfattende revolutionære eksperiment i Spanien 1936, kan nævnes som udslag af anarkisternes faglige aktivitet. I dag har aktionsgrupper, strejkekomitéer, og lignende spontant dannede organisationer i stor udstrækning overtaget fagforeningernes kamprolle. Anarkisten mener, at handlingen har en større effekt, både som propaganda og som påvirkningsmiddel, end det skrevne eller talte ord. Eksempel: de engelske anarkister nøjes ikke med at skrive om boligelendigheden i London. De hjælper hjemløse familier med at tage ubeboede huse i besiddelse og gennemfører symbolske besættelser af tomme lejligheder i nyopførte luksusbyggerier. En handling eller aktion bør udformes så den dels fører til praktiske resultater, dels fungerer som revolutionær samfundskritik eller propaganda, det vil sige viser hen mod en forandring af samfundssystemet. Anarkismens revolutionsopfattelse står i direkte modsætning til den leninistiske teori om, at et parti skal lede revolutionen. Revolutionen er en spontan folkerejsning og kan hverken fremkaldes eller ledes af anarkister eller andre revolutionære. Det eneste anarkisten kan gøre er at virke indenfor de revolutionære klasseorganisationer og i andre sammenhænge for der at arbejde i retningen af anarkismen. Erfaringer viser, at hver revolution er anarkistisk i sin natur. En anarkists opgave i revolutionen er at medvirke til at den forbliver anarkistisk.

Sammenfatning af 3.:

Anarkismens taktiske princip er den direkte kamp. Samfundets forvandling må i hver fase gennemføres af de direkte berørte, og ikke af et parti som påstår at handle i folkets navn. Anarkisterne tilslutter sig arbejderbevægelsens oprindelige grundsætning (formuleret af Marx, som senere gik fra den), at "arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk".

En anden introduktion til anarkisme[redigér]

Anarkisme er tanken om at verden er til for alle, og ikke kun de stærkeste. Det vil sige at ingen, ifølge den anarkistiske tankegang, har ret til mere end andre, altså lighed på tværs af racer, køn og samfundslag. En anarkist går ind for afskaffelse af staten, idet at høn ser staten som roden til undertrykkelse og fattigdom i vores samfund. I den anarkistiske utopi vil alle være frie og ikke være under noget form for regelsæt, udover deres egen etik og moral. Denne utopi er altså Anarkiet hvorimod anarkismen betragtes som praksissen. Anarkismen som en antiautoritær måde at leve på og en evig bestræbelse.

Et fristed, der i høj grad var præget af anarkistisk ideologi i Danmark er for eksempel Ungdomshuset, som var et selvstyret hus på Nørrebro. Alle som brugte huset kunne komme til de ugentlige fællesmøder hvor alle kunne være med til at bestemme husets fremtid og komme med deres meninger om relevante situationer.

En diskurs der i praksis er enighed om blandt mange anarkister udspringer af triple oppression teorien og går ud på at bekæmpe magtstrukturer så som undertrykkelse på baggrund af køn, klasse, seksualitet oa. For mange anarkister er det anarkistiske projekt ikke kun på makroniveau, altså at bekæmpe staten, men også på personligt plan så som førnævnte kamp mod strukturel undertrykkelse.